Tyge Holten Hansen ✝ RIP 8. maj 1953
gik på Jyderup Realskole og tog Realeksamen 19472
Jetpilot fra Bjergsted styret i Storebælt (8. maj 1953).
Den 22 årige flyverkadet Tyge Holten Hansen styrtede med jetjager i havet nordvest for Sprogø
Stor eftersøgning i går uden resultat
Den 22 årige flyverkadet Tyge Holten Hansen, søn af lærer Hans Holten Hansen, Bjergsted skole, styrtede i Storebælt en sømil nordnordvest for Sprogø under træningsflyvning med jetjager i går eftermiddag. En større eftersøgning med otte maskiner og fartøjer fra marinen blev omgående iværksat, men måtte indstilles uden resultat ved mørkets frembrud.
Maskinen gik lodret i vandet
Tyge Holten Hansen var flyverkadet i ekskadrille 727 i Karup. Han var startet alene fra Karup flyveplads med en Thunder-jet F. 84 kl. 14,23. En halv snes min. efter blev maskinen observeret over Korsør, og kl. 14,40 så fyrmester Høyers hustru og assistent Jørgen Sørensen fra Sprogø fyr maskinen flyve lavt nordnordvest for fyret. Den mistede stadig højde, og pludselig gik den lodret ned mod vandoverfladen, mens en kaskade af vand stod mange meter i vejret.
Itureven flyverhjelm fundet på ulykkesstedet
Fyrmester Høyer blev alarmeret og gik øjeblikkelig i fyrvæsenets båd. Han nåede ulykkesstedet 20 min. efter, at maskinen var styrtet ned. Han så oliepletter og fandt en iturevet flyverhjelm, men derudover intet spor af ulykken. Seks maskiner fra Karup, Thunder-jets og Haward-maskiner, samt to Catalina-maskiner fra København, deltog sammen med marinefartøjer fra Korsør, Aarhus og Slipshavn i eftersøgningen for at finde Tyge Holten Hansen. Der var øjenvidner, som mente at have set en faldskærm, og endnu i går eftermiddag nærede man håb om at inde piloten i live, men det menes nu, at han ikke har nået at forlade maskinen. Ved 20-tiden indstilledes eftersøgningen uden resultat.
Tyge Holten Hansen
Dykker undersøger vraget
Straks til morgen er marinefartøjer gået til ulykkesstedet, hvor en dykker skal undersøge vraget. Maskinen ligger på knap fem meter vand, men man mener, at den ved styrtet mod havoverfladen er blevet splittet, og man har ved lignende ulykker fundet vragstumper flere kilometer fra ulykkesstedet.
Det er anden gang inden for et år, at det danske luftvåben rammes af en jetulykke. Den første ulykke skete den 12. september i fjord, da en Thunder-jet styrtede ned på Djursland og en 23 årig kadet dræbtes.
Eftersøgningen genoptaget
Eftersøgningen genoptoges kl. 3,45 i morges af marinestation "Slipshavns" fartøjer. Fyrinspektionsskibet "Faros" ankom til Korsør kl. 7 og tog flyvevåbnets havarikommission med ud til nedstyrtningsstedet, hvor en dykker til formiddag vil forsøge at gå ned til vraget, der ligger på 5 meter vand.

og fra side 5
Med den dybeste medfølelse har beboerne på Bjergstedegnen og lærer Holten Hansens og hustrus mange venner modtaget meddelelsen om den tragiske ulykke, der har kostet deres søn, den kun 22 årige Tyge Holten Hansen, livet.
Tyge var blevet eventyret i familien. Så sent som torsdag eftermiddag var han på vingerne over Jyderup og imponerede med en fremragende opvisning. men man fik aldrig indtryk af, at hans dristighed var større end hans dygtighed.
Han holdt af at flyve, og hans interesse for flyvning var ikke et spørgsmål om vovemod. Thyge Holten Hansen kom på flyverskole i juni 1951, og han var blandt de unge flyvere, der blev udtaget til videreuddannelse i jetflyvning i USA. Fra 19. januar til 17. februar i år var han på kursus i bl.a. Braimbridge i Texas, og han kom hjem med sølvvingerne. Han var en intelligent og sympatisk ung mand, og han beretninger om året i Amerika gav indtryk af et menneske, der ikke lod sig imponere af egne bedrifter, og som havde sans for reelle værdier1

Se også Til minde om Tyge


Kilder:
Kilde 1: Holbæk Amts Venstreblad 9. maj 1953 forsiden og side 5
Kilde 2: Jyderup Realskoles årsberetning 1947, 1948, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Noter:


Sidst opdateret 28. december 2015
©Jyderup Realskole